De af jer der kender mig privat ved at jeg har et meget stort hjerte for dyr, og plejer at sige at man skal være god ved alle dyr – og jeg mener alle dyr.. Selv edderkopperne her i huset bliver lukket udenfor i et glas så de kan få et godt liv i naturen.
Da jeg satte min konkurrence igang for folk med skønne kæledyr blev jeg kontaktet af Inge-Lise der brænder for dyrevelfærd og for nyligt har adopteret nogle burhøns fra en burhønsproducent i Fredericia. Jeg synes Inge-Lise’s sag var vigtig og tilbød hende at hive hende ud af konkurrencen og lave en fotosession med hende + en af de ny-adopterede høns.
Inge-Lise er 26 år, mor til tre børn, gift med Bjarne og bosat i Genner ved Rødekro. Til dagligt er hun hjemmegående.
Som Inge-Lise selv skriver;
Jeg er dyrevelfærdsforkæmper og nok det man kalder dyreven med gigantisk D. Jeg har adopteret disse burhøns, for at give dem det perfekte liv i deres sidste tid, udover selve adoptionen knokler jeg med at sætte fokus på problematikken omkring buræg og folks uvidenhed omkring hønsene og lovgivningen bag.
Det er et stort tema og jeg knokler mange timer, og de ligger mange tårer bag dette, men det er hele kampen værd. For hver person jeg kan få til at droppe buræg, jo færre høns skal lide den grumme skæbne!Udover at kæmpe for hønsene har jeg tidligere haft kanin-internat samt arbejdet med mishandlingsheste og hunde, har selv reddet mishandlingsheste ud fra grumme steder, hjulpet folk med deres heste og undervist.Jeg har til dagligt tre hunde, Balu, Milo og Uffe! Udover det finder man i mit hjem i skrivende stund: 8 høns, en skildpadde, 2 akvarier fyldt med fisk 🙂
Mua: Susanne Marxen
Fotograf: Fotograf Tina Liv (med Emmet i snor hoppende efter hønen)
Inge-Lise skrev dette om sin oplevelse:
Oplevelsen ved Tina liv har været fuldstændig vild og jeg fatter stadig ikke at det er sket. Deltog i kæledyrs konkurrencen og bad samtidig om hjælp til at sætte fokus på dyrevelfærd, og vupti, så var der fotosession og makeup artist. Tina har hjertet på det rette sted, og var hurtigt med på ideen, jeg var super glad og overvældet over at hun ville bruge tid på mig og ikke mindst et høneprojekt! Et projekt som folk ofte ser som skørt, ubetydeligt og helt henne i hegnet! Vi fik aftalt en tid og jeg blev mere og mere spændt. Valgte den pæneste høne, fordi det var den som havde det mest stabile sind. Havde egentlig lyst til at tage den grimmeste høne med, fordi at det ville vække mere fokus på billedet, men den var bare ikke særlig stabil i hovedet og det ville virke for skræmmende for den, så det ville jeg ikke. Valget faldt på Freedom! Og hun tog det fantastisk! Tina tog det i stiv arm og var herre sej og fascineret af hønen. Hun skød billederne hurtigt og vidste præcist hvad hun gjorde, samtidig med at hun stod med Emmet i snor, som var vældig interesseret i at snakke med hønen (og tro mig, det var en kunst i sig selv at danse rundt for Tina med både kamera og Emmet på samme tid) men hun beholdt roen og smilet på læben og det hele gik som perler på en snor. Det tog virkelig ikke lang tid.
Jeg var virkelig så spændt på billederne. Jeg hader normalt at se mig selv på billeder. Jeg er normalt hjemmegående, og kan da godt gøre noget ud af mig selv, med make-up og sådan, men at gøre så meget ud af mig selv er virkelig så godt som aldrig sket – 3 gange i mit liv 😉
Det var virkelig en oplevelse!
Da jeg så fik adgang til billederne var der med sommerfugle i maven, og jeg blev helt mundlam – jeg fik med det samme øje på det billede hvor jeg står med siden til og hvor Freedom basker med vingerne stående på mine hænder. Der er så meget symbolik i det billede for mig, hvis man tænker på deres historie og med deres udredning, opblomstring og rejsen til hvor vi er i dag – det gav tårer i øjnene og tryk på bestil knappen! 🙂
Tak er et fattigt ord!
Og I skal selvfølgelig også se portrætterne med Inge-Lise & hønen Freedom.
Og for jer der gerne vil læse lidt mere om Inge-Lise og en kvinde ved navn Lina’s kamp for burhønsene;
Inge-Lise har skrevet en artikel som kommer her:
Og her fortæller Lina om sin oplevelse hos burhøns producenten:
Når man ser en industriel ægproduktion på afstand, er det de færreste, der vil kunne regne ud, at der er høns – eller dyr i det hele taget – på stedet. Der er nemlig ingen dyr at se. Burægproducenter har mindst én, men ofte flere store produktionshaller, der typisk er vinduesløse. Det er kæmpestore fabrikslignende haller, hvor hønsene tilbringer hele deres liv. De kommer aldrig udenfor, og de ser aldrig dagens lys.Vi var inde i en af dem, og vi så en nærmest endeløs række af bure, der var stablet i seks etager. I hvert bur sad 10 høns, der hver havde 750 cm2 – det er 13 høns pr. m2! – at leve hele deres liv på. Synet af de mange indespærrede høns var i sig selv ubehageligt, og kombineret med stanken af amoniak fra hønsenes afføring og luften, som var tyk af støv, var besøget i stalden bogstavelig talt kvalmende. Vi var kun derinde i ca. en halv time. Hønsene, derimod, havde tilbragt over et år der.
I stalden var der i alt ca. 30.000 høns, hvilket måske lyder af mange, men dether var faktisk en relativt lille burægproduktion. Når man går ned mellem rækkerne af bure, stikker hønsene ofte hovedet ud gennem burenes tremmer for at se, hvad der sker. De er nysgerrige dyr, der i burene er berøvede for stort set enhver form for sanseindtryk. Jeg prøver altid at undgå at få øjenkontakt med dem, fordi det gør for ondt at tænke på, at vi kun kan redde en brøkdel af de høns, vi ser.
Vi var ude hos producenten for at redde nogle af hønsene, der ellers skulle slås ihjel. De lagde nemlig ikke længere nok æg til, at det kunne betale sig for producenten at fodre dem. De skulle slås ihjel i et lille mobilt slagteri – en såkaldt Chick Pulp – hvor hønsene bliver smidt ind i den ene ende og kommer ud i den anden som en lyserød fars, de bliver kværnet til, komplet med fjer og knogler. Farsen ender typisk som minkfoder, men bruges også som hunde- og kattefoder.
Det går meget voldsomt for sig, når en besætning på så mange tusinde høns skal aflives. Chick Pulpen kan slå ca. 5000 høns ihjel på en time. Det siger derfor sig selv, at hønsene ikke bliver løftet blidt ud af burene, når de skal til at slås ihjel. Det er der ikke tid til. De bliver revet ud af dem, og det er ikke sjældent, at de brækker vinge- og/eller benknogler undervejs. Men fordi de alligevel skal til at slås ihjel, er det ikke noget, nogen bekymrer sig om. Det skal bare gå hurtigt. Hønsene skreg, og det var tydeligt, at de varskrækslagne. Mændene, der stod for arbejdet, virkede ligeglade. De hyggede sig tilsyneladende, for de grinede og jokede om hønsene. Der var ikke spormedfølelse af finde for de tusindvis af dyr, der havde levet så uværdige liv og nu skulle slås ihjel påen tilsvarende uværdig måde.
Pas på dyrene! 🙂
– og til alle jer der deltog i min konkurrence “mig og min bedste ven”: hvis I er nået herned i læsningen og sender mig en mail med fulde navn, adresse & postnr/by – I vil få tilsendt en lille gave fra mig 🙂